Indskolingen

Velkommen til Rygaards Skole

Velkommen til Rygaards skole fra Det Lille Forældreråd

Dette skriv er udarbejdet af Det Lille Forældreråd på Rygaards Skole og er tænkt som vejledning og inspiration til alle forældre til børn i skolens 0. klasser.

Det Lille Forældreråd består af 4 medlemmer, som alle er valgte forældrerepræsentanter fra skolens klasser og fungerer som forældrerepræsentantskabets forretningsudvalg.

Vejledningen tager afsæt i de erfaringer, som forældre til børn på skolen har tilegnet sig i årenes løb i forhold til, hvilke aktiviteter og tiltag, der kan medvirke til at etablere en velfungerende klasse med godt kammeratskab og gode forældrerelationer.

Forældrerepræsentant

På første forældremøde vælges fra hver 0. klasse 1 forældrerepræsentant og 1 suppleant; i alt 4 personer, der repræsenterer 0. klasserne i skolens forældreråd. Repræsentanten varetager den formelle kontakt til skolens ledelse vedr. forhold i skole og SFO-tid og inviteres til repræsentantskabsmøder 3-4 gange årligt. Vi anbefaler, at forældrerepræsentanten prioriterer deltagelse i disse møder.

Formålet med forældrerådet er at styrke fælleskabet, skabe gode rammer for trivsel og samarbejde mellem skole og hjem – med fokus på sociale, faglige og praktiske initiativer. Det er således ikke forældrerepræsentantens rolle at løse konflikter mellem børn, fungere som mægler mellem forældrene eller tage ansvar for disciplinære forhold, det er skolens og lærernes ansvar.

Aktivitetsudvalget

På første forældremøde vælges der i hver klasse en gruppe på 3-5 personer, som får ansvar for at holde gang i de sociale arrangementer uden for skoletiden. På forældremødet kan I kort drøfte, hvilke aktiviteter I er interesseret i at afholde i løbet af året. Vi anbefaler, at aktivitetsudvalget mødes kort tid efter forældremødet og laver et klasse-årshjul med udgangspunkt i de sociale arrangementer, der er blevet enighed om. At være med i aktivitetsudvalget betyder, at man er en drivende kraft i forhold til, at arrangementerne bliver afholdt, men det forventes, at alle forældre i klassen støtter op og hjælper til.

Den gode elev

  • Efterlever Rygaards værdier og regler
  • Følger lærernes anvisninger
  • Er en god kammerat
  • Bidrager til det gode klassefællesskab
  • Respekterer andres grænser
  • Respekterer klassens fælles beslutninger
  • Kommer til tiden og er læringsparat
  • Rydder op efter sig

    Den gode forælder
  • Sætter sig ind i og efterlever Rygaards værdier
  • Har klassens trivsel for øje (og ikke kun eget barns trivsel)
  • Håndterer konflikter konstruktivt og i en god tone
  • Afleverer barn/børn til tiden og medvirker til, at eleven er læringsparat
  • Medvirker til at sikre en god kommunikation til lærere, ledelse, forældre og elever
  • Deltager i sociale aktiviteter i klassen og med forældre
  • Deltager aktivt i skolens aktiviteter (f.eks. trafikuge og FN-dag)

Klasselærerens rolle

En klasselærer er en meget vigtig person i et barns liv. For mange elever bliver klasselæreren en fortrolig voksen, som man deler stort og småt med gennem skolelivet. Klasselæreren fungerer som elevernes talerør og hjælper både enkeltpersoner og hele klassen med at finde trivsel og tryghed i hverdagen. Klasselæreren er bindeleddet mellem elever, forældre, skolens ledelse, eksterne parter og andre klasser og lærere. Forældre står for børnenes opdragelse, men klasselæreren styrker børnenes dannelse.

Vi har som forældre et stort ansvar for at støtte op omkring klasselæreren (og klassens øvrige lærere) og at bidrage til, at samarbejdet mellem forældre og klasselæreren bliver så frugtbart og konstruktivt som muligt. I denne forbindelse er det afgørende at kende til klasselærerens rolle:

  • Klasselæreren arbejder for at skabe trivsel, tryghed og udvikling for alle elever i klassen.
  • Klasselæreren vil det enkelte barn det allerbedste og vurderer, hvordan det enkelte barn støttes bedst.
  • Klasselæreren understøtter elevernes trivsel og udvikling men er ikke ansat til at opfylde forældrenes behov og ønsker.
  • Klasselæreren kan hjælpe i tilfælde af konflikter, men klasselæreren tager ikke parti og arbejder både for det enkelte barns trivsel og for klassens samlede trivsel.

    Enhver henvendelse til klasselæreren sker med respekt af følgende retningslinjer:

  • Klasselæreren har mange opgaver, og som forældre fatter vi os derfor i korthed og tager kun kontakt til klasselæreren, når det skønnes nødvendigt.
  • Klasselæreren orienteres om væsentlige begivenheder, men det respekteres, at klasselæreren holder fri i weekenderne samt før klokken 8:05 og efter klokken 16:00.
  • Klasselæreren kontaktes altid på Intra. Om nødvendigt anmodes om en telefonsamtale eller et møde, men den første kontakt er på Intra.
  • Al kommunikation med klasselæreren (og med andre lærere) sker i en god og venlig tone og med ordentlig sprogbrug.

Konflikthåndtering

Vi kan ikke undgå konflikter, men vi kan som forældre medvirke til, at konflikter håndteres på en konstruktiv måde. Vi er som forældre enige om at efterleve disse retningslinjer, når vores barn involveres i en konflikt på Rygaards Skole i skoletiden og – for så vidt angår indskolingen – i SFO-tiden:

  • Ved konflikter mellem eget barn og andre børn er det afgørende, at vi som forældre forsøger at få et så neutralt billede af konflikten som muligt i samtalen med eget barn, og at vi undlader at tale negativt om andre børn og forældre over for eget barn.
  • Mindre konflikter mellem børnene løses som udgangspunkt af børnene selv med hjælp fra en lærer eller SFO-personale. Vi har som forældre tillid til, at læreren/SFO’en orienterer forældrene om konflikter i det omfang, der er anledning hertil.
  • Gentagne eller større konflikter mellem børnene søges i første omgang løst ved inddragelse af det/de impliceredes barns/børns forældre.
  • Klasselæreren inddrages i konflikter, hvis forældrenes forsøg på at løse børnenes konflikt ikke er lykkedes.
  • Lederen for det relevante klassetrin inddrages, hvis der er tale om en konflikt af en sådan karakter, at forældrene og/eller klasselæreren skønner, at det er nødvendigt. Når en leder inddrages i en konflikt, sker dette ikke uden om klasselæreren.
  • Skolelederen inddrages kun i konflikter, når den relevante leder vurderer det nødvendigt.
  • Personale på Rygaards skole kontaktes via Intra og med anmodning om en mundtlig samtale eller et møde. Forældre kontaktes via Intra og ligeledes med anmodning om en mundtlig samtale eller et møde. Den skriftlige henvendelse sker kun med henblik på en kort beskrivelse af problemstillingen og anmodning om samtale/møde.
  • Alle henvendelser til lærere, SFO-personale, ledere på skolen og forældre sker på en respektfuld måde og med en ordentlig sprogbrug. Dette gælder såvel skriftlig som mundtlig kommunikation.
  • Vi har som forældre tillid til, at skolen er kompetent til at håndtere konflikter af enhver art mellem børnene, og at skolens håndtering og kommunikation sker på et velovervejet grundlag. Hensynet til og omsorgen for det eller de implicerede barn/børn vejer tungest, hvorfor skolens særlige indsatser og sanktioner iværksat over for et eller flere specifikke børn naturligvis kun drøftes med det/de pågældende barns/børns forældre. I særlige tilfælde, kan det blive relevant at orientere øvrige forældre om visse tiltag vedrørende specifikke børn. Det er naturligvis op til skolen at vurdere, om en sådan orientering i det konkrete tilfælde er nødvendig og hensigtsmæssig.
  • Vi har som forældre tillid til skolens pædagogiske linje, skolens personale og hinanden, ikke mindst i forbindelse med forandringer.

Madgrupper

Klassen inddeles i 6 madgrupper med 2 piger og 2 drenge i hver. Det bedste er at inddele børnene helt tilfældigt fx vha. denne hjemmeside: https://www.randomlists.com/team-generator

Konceptet er som følger:
Børnene inviteres på skift hjem til de respektive børn i madgruppen. Værtsfamilien henter børnene på skolen, og børnene følges hjem og leger og spiser sammen. Madgrupperne kan naturligvis også holdes i weekender, hvis det passer bedre ind i værtsfamiliens rytme. Forældre henter til et aftalt tidspunkt og drikker måske en kop te/kaffe/vin sammen.

Af praktiske årsager er der 4 børn i hver gruppe, så man kan have børnene i én bil. Det kan være en god ide at aftale, at børnene medbringer selepuder den dag, de skal i madgruppe, så alle børn kan sidde forsvarligt fastspændt i bilen.
Det er ofte en fordel fra starten af at fordele de måneder, hvori de enkelte børn skal være værter, så der ikke opstår tvivl om, hvis tur det er. Man kan naturligvis bytte indbyrdes, hvis den måned, man har sagt ja til, alligevel passer dårligt ind i familiens program.

Vi vil foreslå, at første madgruppe igangsættes lige efter efterårsferien, dvs. efter klasserne er delt op, og at første madgruppehold afvikles inden udgangen af februar måned. Herefter startes nye madgruppehold op i marts.
Såfremt enkelte forældre ikke kan afholde en madgruppedag – hvilket kan være fuldt ud forståeligt – er det vigtig, at de klart melder det ud til den madgruppe, de er medlem af, så alle kan indrette sig på det, og så ingen bliver skuffede eller irriterede over, at der ikke bliver inviteret. Det er oplagt, at selvom et barns forældre ikke inviterer til madgruppe, så deltager det pågældende barn naturligvis i madgrupperne på lige fod med de øvrige børn.

Madgrupper er en rigtig god måde at lære de øvrige forældre bedre at kende, herunder forældre til børn som ens barn ikke leger så meget med.
Samtidig åbner madgrupperne børnenes øjne for legekammerater, som de måske ikke leger med i skolen, og grupperne giver samtidig mulighed for leg på tværs af kønnene.

 

Fællesfødselsdage

Børnene inddeles i 4 fødselsdagsgrupper. Ofte er børnenes fødselsdage fordelt hen over året, sådan at man naturligt kan inddele børnene i en sommer-, efterår-, vinter- og forårsgruppe med 6 børn i hver.

Fællesfødselsdagene tjener i vores øjne flere formål. Dels oplever børnene at deltage i 4 årlige fællesarrangementer, hvor alle børn er med, og dels lærer de arrangerende forældre både hinanden og børnene bedre at kende.
Derudover får forældrearrangørerne på dagen en unik mulighed for at se sit barn i en ”klassesituation”, hvilket kan give en rigtig god indsigt i barnets hverdag/trivsel.

En fællesfødselsdag kan eksempelvis holdes som en skovtur, en strandtur, en tur på Zoologisk Museum, eller en tur til Cirkusmuseet, eller man kan leje en gymnastiksal, eksempelvis i Kildeskovhallen, eller man kan holde en klassisk fødselsdag eller en temafødselsdag hjemme hos en af børnene fra gruppen.
Vi opfordrer til, at man holder det simpelt og billigt, for at undgå et niveau, som igennem årene vokser til uoverskuelighed for almindelige familier.

Vi har gode erfaringer med, at alle fødselsdagsbørn på dagen hver får en fælles gave fra deres klassekammerater. Gaveniveauet aftales forældrene imellem, og gaven indkøbes af børnenes egne forældre.

Hvis der måtte være forældre, der ønsker at holde fast i at afholde individuelle fødselsdage, må dette naturligvis respekteres. I den sammenhæng henledes opmærksomheden på Rygaards skoles invitationsregler, hvorefter man enten inviterer alle pigerne eller alle drengene eller hele klassen med hjem. Hvis der skal afholdes individuelle fødselsdage, anbefaler vi, at der indkøbes en fælles gave fra hele klassen på samme niveau som fællesfødselsdagsgaverne for derved at undgå at underminere fællesfødselsdagskonceptet.

Andre sociale arrangementer

Vi har oplevet, at man i klasser, hvor forældrene kender hinanden og jævnligt taler sammen, er mærkbart bedre til at få løst nogle af de konflikter, der opstår børnene imellem, inden konflikterne optrappes. Det er alt andet lige lettere at ringe til forældre, man kender godt, end til forældre, man ikke kender, hvis der er et problem.
Vi kan derfor anbefale, at I i klasserne årligt afholder et par forældrearrangementer, hvor børnene ikke nødvendigvis deltager. Det kan være forældremiddage eller måske cocktail aftener.

Videre kan vi anbefale mor/datter, far/datter, mor/søn og far/søn arrangementer. Som eksempler herpå kan vi foreslå en far/datter tur til Nationalmuseet med brunch, eller en mor/søn tur i skoven med madkurv og leg/boldspil.

Det er rigtig hyggeligt og giver fædrene og mødrene mulighed for at tale sammen et par timer og få vendt eventuelle problemstillinger, og det giver samtidig lidt indsigt i, hvordan de andre børn i klassen har det. Samtidig får I som forældre mulighed for at se, hvordan pigegruppen henholdsvis drengegruppe fungerer sammen.

Herudover er der rigtig mange klasser, der har stor glæde af lejlighedsvis at arrangere fællesmorgenmad kl. 8-9 efter nærmere aftale med klasselæreren.

Afslutningsvis vil vi opfordre til, at I som forældre i videst muligt omfang støtter op om de sociale arrangementer, som skolen afholder, eksempelvis FN-dagen og den årlige adventsfest for alle forældre og elever i Annekset.

Vi anbefaler naturligvis derudover, at I prioriterer deltagelse i forældremøder og andre møder, der afholdes i skolens regi.

Møder

Der afholdes følgende møder i løbet af skoleåret (se også årshjulet):

  • Forældremøde (august/september): Forældre og klasselærer deltager. Fokus er skoleårets faglige mål. Forældrerepræsentanten indgår i planlægningen af mødet.
  • Trivselsforældremøde (januar): Forældre og klasselærer deltager. Fokus er klassens trivsel. Ofte afholdes der indledningsvis et relevant oplæg for hele klassetrinnet. AKT og forældrerepræsentanten indgår i planlægningen af mødet.
  • Skole-hjemsamtaler (oktober): Elev, forældre, dansklærer (typisk også klasselærer) og matematiklærer deltager. Der afholdes et møde pr. elev.
  • Cafésamtaler (februar): Elev, forældre og lærere deltager. Hver elev og forældre taler i 10 minutter med hver af de lærere, som eleven og forældrene ønsker at tale med. Forældrene melder sig selv på de enkelte samtaler via Intra.

Vi vil gerne hjælpe

Vi håber, at I vil gøre brug af vores vejledning, og at jeres børn får en rigtig dejlig indskolingsperiode på Rygaards Skole.

Vi ved, at mange af de udfordringer og problemstillinger, der opstår i indskolingsårene (børnehaveklasse til 3. klasse), ofte er gengangere, og Det Lille Forældreråd stiller derfor gerne vores erfaringer til rådighed, hvorfor I skal være velkomne til at kontakte os i løbet af skoleåret, hvis I har brug for sparring eller i øvrigt har spørgsmål.

De bedste hilsner
Det Lille Forældreråd
Julie, Trine, Christian & Sammy

Senest opdateret – September 2025