Klassedannelse

Målet er at danne to velfungerende klasser, hvor læring er i højsædet, og børnenes resurser er fordelt ligeligt

Som det fremgår af vores værdigrundlag, betragter vi skolen som et fællesskab, hvor vi sammen er undervejs. Dette indebærer, at vi ikke fra begyndelsen af ved det hele, kan det hele eller forstår det hele. Tværtimod har vi alle sammen noget at lære hver eneste dag – og de, som møder den allerstejleste læringskurve, er de yngste børn, som starter i 0. klasse.

I bestræbelsen på at give disse nye børn de absolut bedste forudsætninger for at kunne lære at gå i skole og leve op til de mange forventninger ifm. overgangen fra børnehave til skole, ser vi det som et vigtigt mål at gøre den første tid så overskuelig og forudsigelig som muligt. Børnene skal have mulighed for og tid til at udvikle deres selvidentitet og lykkes i alt det nye, hvor de går fra at være legebarn til at blive skoleelev – og dette kræver et konstant fokus på at øvrige faktorer omkring barnet holdes stabile.

De nye relationerne til børn og voksne er en af de allervigtigste faktorer for barnets trivsel og glæde ved overgangen til skolen, og der bruges derfor rigtig meget tid og energi på at arbejde med kontakten børnene imellem samt forholdet mellem børnene og deres lærere. Også hvad dette angår ønsker vi at skabe ”arbejdsro” til at udvikle sunde og stabile relationer i det fællesskab, hvori børnene skal navigere og trives de kommende 10 år.

På denne baggrund inddeles klasserne på Rygaards Skole før skolestart. Udover at vi rent pædagogisk finder det mest rigtigt at gøre, giver det også den praktiske fordel, at forældrene allerede i løbet af sommerferien kan forberede sig på hvilket klasserum, hvilke lærere, hvilket klassenavn og hvilke medforældre, der bliver en del af hverdagen på den anden side af juli måned.

Vi har flere lejligheder til at lære forældrene at kende, og i løbet af foråret vil vi også møde børnene på playdates og til besøgsdagen i juni. Vi vil på forskellig vis observere børnenes ageren i det nye fællesskab, og efterfølgende deler vi – børnehaveklasseledere og SFO-pædagoger – klasserne med baggrund i både vores egne observationer, de tidligere indleverede børnehaveskemaer samt evt. viden overleveret direkte fra forældrene.

Forældre får besked om de dannede klasser ultimo juni.